Articles

Information

Baggrund: Roskilde-tragedien

Da den første ambulance, vogn A9 fra Roskilde Brandvæsen, ankom til området bag Roskilde Festivalens Orange Scene fredag den 30. juni klokken 23. 36, var det allerede for sent. Den kom ellers lynende hurtigt. Kun tre minutter efter, at en læge fra en mobiltelefon havde ringet 112 og fortalt om flere personer med hjertestop.

Men da var de første af de ni festivalgæster, der mistede livet under en koncert med den amerikanske gruppe Pearl Jam, døde. Det var den besked, som ældste ambulancefører på A9 modtog af en frivillig kvindelig læge, da han ankom til pladsen bag scenen.

Inde i lægeteltet arbejdede andre frivillige læger, vagter og sygeplejersker med at give kunstigt åndedræt og hjertemassage til de andre unge mænd, der var bjærget bevidstløse ud af menneskemængden foran Orange Scene. Det var en håbløs kamp. Og lægerne manglede både medicin og genoplivningsudstyr.

»De ribbede vores ambulancer for udstyr«, siger ambulancefører Henrik Christtreu, der ankom med den tredje ambulance til pladsen bag scenen. Fire minutter efter alarmen.

For sent Men det var for sent til at redde de unge festivalgæster. De havde været døde for længe, måtte lægerne på Roskilde Amtssygehus konstatere, da ambulancerne kort tid efter havde bragt dem ind på sygehuset.

To af de fire, der blev sendt af sted til sygehuset, døde i ambulancerne. En blev forsøgt genoplivet intensivt, mens en enkelt person – en 24-årig australier – blev holdt i live i fem dage. Dermed var det samlede antal dræbte oppe på ni.

Den største ulykke i Danmark siden en voldsom brand i Stengade i København i 1975, hvor ni omkom, var en kendsgerning. Det, der skulle have været en musikfest, var blevet vendt til en tragedie. Det, som festivalarrangørerne kaldte Europas mest sikre festival, stod nu med en af de alvorligste ulykker på en musikfestival nogen sinde.

Èn ubestridt leder En time efter, at den første ambulance var ankommet til festpladsen, besluttede festivalens ledelse at fortsætte festivalen.

»Livet er stærkere end døden«, konstaterede festivalens leder og eneste talsmand Leif Skov.

Roskilde Festivalen er Leif Skovs festival. En festival med næsten 20. 000 frivillige, men med én ubestridt leder, som regerer fra hovedkvarteret på Havsteensvej i Roskilde og har kontrol med det meste af det, der foregår på festivalen.

Med Leif Skov ved roret er Roskilde Festivalen vokset fra 10. 000 deltagere i 1971 til 74. 000 i år. En institution i dansk kulturliv og et årligt mødested for fri og utæmmet ungdomskultur. På én gang en millionvirksomhed og en legeplads for tusindvis af frivillige.

Millionvirksomheden drives af blot 11 ansatte på Havsteensvej i Roskilde. Men det er de frivillige, der får musikken til at spille.

165 af dem er mere frivillige end andre. Det er ansvars-personer, som mødes hele året rundt og forbereder næste festival.

Stor organisation Den store gruppe er 12. 000 frivillige fra foreninger, som hvert år går hjem med 10-15 millioner kroner til idræt og kultur i Roskildeområdet, svarende til 25 procent af kommunens budget til kultur og idræt.

Og 5. 000 enkeltpersoner, som lægger otte timers dagligt arbejde på festivalen mod at få gratis entre og nogle madkuponer. For dem er det oplevelsen ved at træde ind i en verden fyldt med musik og rockstjerner og fællesskab, som udgør lønnen.

»Roskilde Festivalen er et fristed, og det skal den blive ved med at være«, som Leif Skov udtalte, da årets festival åbnede den 29. juni.

For de frivillige vagter på Orange Scene begyndte det i år den 23. maj, da godt 120 mænd og kvinder var indkaldt til det årlige informationsmøde på Havsteensvej.

Et hyggeligt møde, hvor de fik den sædvanlige opsang om god og ædruelig opførsel for vagter. Der blev givet tips om tackling af urolige koncertgængere og om, hvordan man trækker publikum over hegnet foran scenen, når det er nødvendigt.

Og der blev udleveret vagtskemaer og drukket et par øl sammen med alle de kendte ansigter fra sidste års vagthold. Spørgsmålet om, hvem der har ret til at stoppe en koncert og hvordan, hvis der opstår fare for publikums liv og helbred, kom ikke på tale. Og det har der aldrig været tidligere, har en række vagter forklaret Politiken.

Ingen uddannelse »For det har aldrig været nødvendigt«, siger Michael Frederiksen, der i en årrække har været leder for et vagthold og i år havde job som vagt på scenen.

Næste gang vagterne blev samlet, var en halv time før koncerten foran Orange Scene. Kurser og uddannelse er ikke noget, vagterne skal gennemgå. På Roskilde lærer de nye af de gamle. Og i pjecen »Værd at vide som medarbejder på Roskilde Festival 2000« kunne de frivillige vagter læse, at festivalledelsen forventer, at »du holder dig fra enhver beslutning, der ikke er dit bord«, og at »alle kun løser egne opgaver. Hvis du er i tvivl, kan du altid spørge din leder«.

Roskilde Festivalen har altid været den mest vilde af de danske musikfestivaler. Forbud og restriktioner for musikere og publikum er ikke noget, som festivalen bryder sig om.

Unge gør hvad de vil »En sociolog har sagt til os: Man kan ikke bestemme noget som helst for unge mennesker. De gør alligevel, hvad de vil. Laver man en vej uden om en græsplæne, træder de alligevel en sti hen over den«, siger Leif Skov.

»Vi har derfor sagt: I stedet for at bruge forbud vil vi bruge psykologi. Vi går ikke efter at skabe konfrontation men efter at skabe en positiv stemning«.

Da festivalen åbnede torsdag 29. juni var det med en klar besked fra Leif Skov om, at der ikke på Roskilde Festivalen ville blive grebet ind mod grupper, der spillede for højt, som man havde besluttet at gøre på Midtfyn Festivalen for at beskytte publikum mod høreskader.

Mange bands stiller i deres kontrakter krav om, at de ikke må forstyrres under deres koncert, fortalte Leif Skov til Politikens festival-avis.

»De ville unægteligt blive forstyrret, hvis vi greb ind, fordi de spillede for højt. Det ville hurtigt give festivalen et dårligt ry i musikverdenen. Publikum ville også få en dårlig oplevelse«, sagde Leif Skov. Uden at ane, at netop spørgsmålet om at stoppe musikken skulle blive det helt afgørende ved den næste dags koncert på Orange Scene.

Der var ellers mange ting, som Leif Skov og hans folk havde tænkt på for at skabe en sikker festival: Bølgebrydere, polstrede fronthegn, en drænet festivalplads, et frivilligt hold af professionelle læger. Sikkerhedsforanstaltninger, som gik videre end myndighedernes krav. Og ved siden af festivalledelsens.