Articles

Information

Roskilde Festival opretter mindefond

Roskilde Festival har dannet en mindefond i respekt for de ni unge mænd, der døde i forbindelse med en Pearl Jam koncert på festivalen i år. Fonden “The Roskilde 2000 Tragedy Fund” skal støtte “forskning og udvikling i sundheds- og sikkerhedsmæssige forhold for store forsamlinger af unge mennesker i forbindelse med ungdomskulturelle arrangementer, fortrinsvis musikalske”, oplyser festivalen.

Planen om en fond blev fostret to dage efter den tragiske dødsulykke den 30. juni, og allerede på det tidspunkt var opbakningen bag planen massiv.

Siden har orkestre, musikagenter, pladeselskaber, medvirkende foreninger, firmaer samt hundrede af festivalgængere og andre sluttet op om fonden. Også Foreningen Roskildefonden ønsker at støtte The Tragedy Fund.

Roskilde Festival har tidligere foreslået, at pengene til Oasis og Pet Shop Boys, der aflyste deres koncerter aftenen efter ulykken, skulle gå direkte i fonden. Festivalen håber, at honorarerne ikke bliver gjort til genstand for en juridisk kamp mellem festivalen og orkestrene, der nu overvejer festivalens forslag.

Ganske kort tid efter dødsulykken foran Orange Scene begyndte folk at lægge blomster og tænde lys et stykke fra stedet, hvor ulykken skete. Den spontant opståede mindelund voksede i dagene efter hændelsen, og Roskilde Festival vil gemme alt det uforgængelige som t-shirts, festivalsarmbånd med mere fra mindelunden. Samtidig arbejdes der på, hvordan man kan skabe et varigt minde over de afdøde.