Articles

Information

De vilde skal holdes adskilt

Politiken tirsdag: Aflukkede arealer til voldsomme koncertgængere kan forhindre tragiske hændelser ved rockkoncerter. Men festivalleder Leif Skov vil først konsultere eksperter fra hele verden, før han tager stilling til forbedringer. Amerikansk ekspert mener, at alt for mange koncertarrangører lader hånt om sikkerheden – og bølgebrydere er ikke nok, siger han.

For at forhindre, at folk kommer til skade eller i værste fald dør ved store rockkoncerter, hvor op til 50.000 mennesker er samlet, skal man kunne regulere, hvor mange mennesker der er til stede, samt dirigere dem hen, hvor det af sikkerhedsmæssige grunde er fordelagtigt.

Det siger flere danske koncertarrangører, efter at otte unge mænd blev kvalt i menneskemængden ved en koncert med det amerikanske band Pearl Jam på Roskilde Festival fredag aften.

Men en rockfestival som Roskildes er netop kendetegnet ved, at folk går fra det ene musiktilbud til det andet og placerer sig, hvor de har lyst. Samtidig er der foran Roskilde Festivalens største scene, Orange Scene, ingen mulighed for at opdele menneskemængden og derved forhindre, at presset bliver for stort på de forreste tilskuere.

Aflukker til de vildeste Aflukker til de vildeste og mest ivrige fans – de såkaldte Mojo Barricades – er den eneste måde, hvorpå man kan forebygge en tragedie som den i Roskilde, mener flere danske koncertarrangører.

Paddy Gythfeldt har arrangeret koncerter i Danmark i over 25 år, blandt andet på Gentofte Stadion og i Parken. Han siger:

»Stadionkoncerter har en anden karakter end festivaler. Men i Parken foretrækker vi den model, hvor man foran scenen fører et kontrolleret antal mennesker ind i et aflukke. Man udstyrer simpelthen de mest aktive fans med en særskilt billet til det aflukkede område foran scenen og sørger for, at de bliver der«, forklarer Gythfeldt, som med det samme princip var med til at sikre, at der ikke opstod kaos i menneskemængden, da den amerikanske præsident Bill Clinton besøgte Danmark i juli 1997.

En verden til forskel Systemet er udbredt over hele verden ved store koncerter og også foretrukket af koncertarrangør Flemming Schmidt fra Dansk Koncert Bureau (DKB).

»Der er en verden til forskel på de koncerter, vi afholder i Parken, og så de koncerter, der foregår på Orange Scene i Roskilde. I Parken får omkring 20.000 mennesker adgang til plænen, mens resten sidder på tilskuerrækkerne. Det svarer til, at kun en fjerdedel af de mennesker, der er på Roskilde Festival, står foran en scene, som er to en halv til fire gange større end åbningen på Orange Scene. Derfor har vi meget lettere ved at styre begivenheden«, siger Flemming Schmidt, som konstaterer, at Orange Scene er lille i forhold til, hvor mange mennesker den tiltrækker.

Og det vil til enhver tid give betydelig mere masen og skubben end ved koncerter i Parken.

Bølgebrydere er ikke nok Paul Wertheimer fra det Chicago-baserede firma Crowd Management Strategies er en af verdens førende eksperter, når det gælder koncertsikkerhed.

»Det er et generelt problem, at der bliver sløset med sikkerheden ved rockkoncerter. I hvert fald må vi konstatere, at dødsfald bliver ved med at ske. Og de absolut farligste situationer opstår ved stående festival-koncerter med et høj-energiband som Pearl Jam. Jeg har set billeder fra Roskilde, og jeg kan forstå, at de benytter sig af de bølgebrydere, som man i gamle dage benyttede på fodboldstadioner, men som nu er fjernet de fleste steder. De tilskuere, man vidste ville være vilde, blev ikke adskilt fra de andre. Jeg siger ikke, at man skal lade være med at arrangere festivaler, jeg opfordrer bare til, at man overalt i verden gør mere for koncertsikkerheden«, siger Paul Wertheimer til Politiken.

Politiet i Roskilde har efterhånden modtaget henvendelser fra 150, som vil fortælle deres version af, hvad der skete fredag aften foran Orange Scene, og politiet er i gang med at stykke et billede sammen af hændelsen. I går bragte Per Johansen, som stod vagt på scenen under den skæbnesvangre Pearl Jam-koncert, den forklaring, han forinden havde givet til Ekstra Bladet, videre til politiet.

For lang tid Per Johansen mener, at det tog alt for lang tid at få Pearl Jam til at stoppe koncerten, fra vagterne første gang havde konstateret, at tilskuere var ved at dø foran scenen. Ifølge vagten gik der 15 minutter, før festivalledelsen var blevet underrettet og havde sendt ordren om at stoppe videre til bandets forsanger. Derfor er politiet nu gået i gang med at undersøge, om kommandovejen var for lang og usmidig.

I Parken, hvor Flemming Schmidt fra DKB arrangerer koncerter, kan koncerter stoppes inden for et minut, hvis der opstår kaos.

»Artisten har en repræsentant, som under koncerten står sammen med vores supervisor på scenen. Og de to beslutter i fællesskab, om det af sikkerhedsmæssige grunde er nødvendigt at stoppe koncerten. Det kan endda ske inden for et halvt minut«, siger Flemming Schmidt.

Ekspertpanel Festival-leder Leif Skov havde i går ikke lyst til at kommentere, om aflukkede områder foran scenen kan være en måde at forhindre, at flere festivalgængere i fremtiden kommer til skade. Han mener, at de otte dødsfald er så alvorligt et anslag mod rockkoncerter i al almindelighed, at hændelsen har givet alvorlige overvejelser hos koncertarrangører over hele verden.

»Jeg sidder her med en liste med 40 forskellige forslag til, hvad vi kan gøre bedre. Jeg har valgt ikke at forholde mig til nogen af dem endnu. Det, der er sket, er så alvorligt, at vi må lave et ekspertpanel af personer med koncerterfaringer, som i løbet af det kommende halve år må vurdere situationen. Og så må vi føje de elementer til, der kan give os større sikkerhed. Det her handler ikke om Roskilde, selvom vi i øjeblikket har førertrøjen i katastrofal negativ betydning. Vi er en af de mest sikre festivaler, der findes, men det giver ingen glæde at sige det, når otte mennesker er døde«, siger Leif Skov.