Articles

Information

Et skrøbeligt håb i Roskilde

Politiken tirsdag: Søndag aften viste de forhenværende festforløsere i D-A-D rockens mest menneskelige ansigt. Et ansigt man alt for ofte har savnet meget på Roskilde Festivalen i de senere år, hvor musikken har søgt længere og længere ud i ekstremerne for at ende i hvert sit lille, hårdtpumpede hjørne. D-A-D blæste en stille og fin fanfare for fremtiden efter den frygtelige festival, der forhåbentlig trængte kynismen og hensynsløsheden i moderne koncerter væk.

Søndags sidste timer. D-A-D spillede ‘Sleeping My Day Away’ og de tre vovehalse var helt oppe foran. Højt oppe og tæt på. Lige ved siden af hegnet til Orange Scene, der i løbet af weekenden havde udviklet sig til en knugende og smuk mindemur, dekoreret med blomster, breve, skriftsteder, lys, ølflasker og cigaretpakker til ære for de otte stadig så fuldkommen uforståeligt afdøde unge.

Trioen værdigede ikke muren et blik, men skiftedes til at skyde gennem de afdæmpede mennesker til venstre for scenen, hvor fredagens tragedie skete. Der var god plads og ingen skubben, så det var let nok at komme ind i klumpen og kravle op på kammeratens skuldre.

Herfra gik det videre over hoveder og hænder helt op til det pludselig så berømte og omdiskuterede hegn foran den store scene og via de orangeklædte vagters arme ind i den normalt så sikre grav. Og så ud af udslusningen tilbage til de jublende kammerater. Som efter en tur i Det Gyldne Tårn i Tivoli. Bagefter skulle de lige have en tur til og en til …

Helvedes karle De var nogle helvedes karle, var de. Måske havde de set i tv i weekendens løb, at crowd surfing er mægtig moderne og at den sport kan have været en af grundene til dødsulykken i fredags. At en eller anden er faldet gennem menneskehavets uberegnelige bølger og har trukket andre med sig i understrømmen ned mod den iltløse bund.

I deres fine, rene jakker og velplejede frisurer lignede de tre fnisende ungersvende i hvert fald ikke nogen, som havde været til festival hele weekenden eller nogen sinde havde tænkt sig at komme her igen.

Med blikke, der er lige så tyndslidte som nerverne inden i vores kroppe følger vi dem. Indtil to meget unge piger, som har stået og knuget sig til hinanden gennem hele koncerten får nok og meget indtrængende spørger vovehalsene, om de overhovedet er klar over, hvad de laver. Om de ikke godt vil holde op og bare slappe af. Eller allerhelst fordufte.

Det gør trioen, i triumf, efter en sidste tur i det, der for dem åbenbart er en menneskelig rutschebane. Vi følger dem med trætte øjne. Resignerende, for hvad havde vi regnet med? Fortsætter Roskilde Festivalen, fortsætter drengestreger, uansvarlig lømmeloptræden og uhæmmet livsglæde i sine mest fjollede og lige nu dybt provokerende forekomster.

Og har alle vi, der valgte at blive i Roskilde ikke på en eller anden måde danset på andres grave i denne weekend? Det er den slags spørgsmål, der rumsterer rundt i mængden på festivalen, mens D-A-D så smukt, så smukt forsøger at føre os tilbage til livet.

‘Something good’ »Denne koncert er dedikeret til det forfærdelige, der er sket«, erklærede gruppens sanger Jesper Binzer med bævende røst, inden D-A-D istemte den stilfærdige ‘Something Good’, hvis linier næppe kunne have været mere velvalgte:

»speak while you’re lips are trembling/ speak to me, while I’m listening/ because we live in nothing/ but moments of belonging … finally someone said something good«.

Efter sangen sendte Jesper Binzer otte tændte fakler fra hånd til hånd ned gennem publikum, der plantede dem i mindelunden ved siden af lystårnet på den festival, der pludselig fremstod som et af sine forlængst glemte mottoer fra engang i 1980erne: »Et lille lys i mørket«.

Foran os stod et nyt orkester, der ligesom hele denne festival med et ondt slag var forandret. Festen og det friskfyragtige er forduftet, men livet går videre i al sin skønhed og gru. En ikke uvæsentlig del af livet er musikken, rocken med dens paradoksale blanding af glæde og trods.

Rockens menneskelige ansigt Søndag aften viste de forhenværende festforløsere i D-A-D rockens mest menneskelige ansigt. Et ansigt man alt for ofte har savnet meget på Roskilde Festivalen i de senere år, hvor musikken har søgt længere og længere ud i ekstremerne for at ende i hvert sit lille, hårdtpumpede hjørne. Dødsmetal, techno, rap, grunge, punk, industrial. Og så dem der er så ekstreme, at de blander det hele sammen.

Små forbenede organismer, der kan levere hvert sit rasende flow af forbitrelse og frustration. Men aldrig rigtig har formået at få fællesskabet til at hænge sammen eller varmen til at brede sig. Ikke at frustration og forbitrelse er uforståelige følelser for dem, der er vokset op med aids, hæmningsløs forurening, arbejdsløshed, Internettets nye tilbud til identiteten og en løs opdragelse i en ubrugelig blanding af grænseløs egoisme og spagfærdige appeller om at opføre sig ordentligt.

På Roskilde Festivalen har de forskellige stammer ofte lukket sig sammen som en sort skal, hvorfra en meget voldsom, aggressiv og kynisk energi mange gange er sivet ud. Selv om ingen kan betvivle arrangørernes vilje til og konsekvent gennemførte forsøg på at etablere det modsatte.

Som for eksempel de mange glade happenings, performances og selve udsmykningen af Roskilde Festivalen, der som dette års nyåbnede pyramide af malede døre er kunst, som kan nydes og bruges i det samspil, som er selve festivalens mening.

Destruktiv energi En destruktiv og selvdestruktiv energi har altid været en del af rockmusikkens selvforståelse. Med de mørke solbriller om natten, piercingerne og tatoveringerne. Alkohol, stofferne, den hæmningsløse og rå sex. De døde unge rockstjerner. Hele det fysiske aspekt, som i de senere år er blevet voldsommere og voldsommere.

Det er ikke voldelig adfærd som fodboldens afstumpede og brutale hooligans. Men et vigende hensyn til den, der står ved siden af med sit skrøbelige kød og blod, pakket ind i en tynd T-shirt med dødningehoveder på maven. En gåen amok, jo mere, jo bedre, at lade sig rive med i svimlende uansvarlighed i de fire frie døgn, som en moderne festival udgør.

Nogle vil måske stadig pakke det ind i etiketten ‘peace, love and understanding’, men det er en meget fysisk kærlighed, som man ikke har mulighed for at afvise, hvis man først er blevet en del af det altopslugende, frådende hav af vilde menneskekroppe på slingrekurs, man oplever flere gange på hver Roskilde Festival og som i fredags kørte helt, helt af sporet.

Den fjerne død Hvor kommer den fra, denne ukontrollerede voldsomhed, som hverken tager hensyn til en selv eller dem, der tilfældigvis står lige ved siden af? Måske opstår den, som biskop Jan Lindhardt sagde ved mindegudstjenesten i Roskilde Domkirke i søndags, »fordi døden forekommer så langt fra ungdommen, at den opsøger den. Bestiger Mount Everest eller bliver et med et gyngende menneskehav for til sidst at trækkes ned«.

Siden Elvis og de dengang så revolutionerende vrid i hofterne har rocken været en voldsom kultur. En knytnæve til porcelænsfigurerne på den amagerhylde, man kan placere de pænere kulturformer på. Og i løbet af de sidste 10 år har den rock, som ellers i mange henseender er blevet en ældre og respektabel medborger, da også fået en ny familie, der både har givet den nyt blod, men også nye normer.

Rock og krop Sammen med grungerocken og til en vis grad heavy metals blanding med rap i Californien i begyndelsen af 1990erne, blev den såkaldte street sport en væsentlig del af rockscenen, der før har været om ikke kropsfjendsk, så dog i hvert fald en absolut modsætning til sportslighed.

Men med street sport og en ny stillingtagen til kroppen, økologisk levevis og sund mad ændrede også de aspekter af rocken sig. Siden har rockbands sværget mere til danskvand og gulerodssaft end øl og whisky, selv om myterne om dekadent hærgen backstage stadig består.

Virkeligheden i dag er imidlertid ofte, at både rockbands og publikum kører på en cocktail af gulerødder og kemiske stoffer, som gør en i stand til at blive ved længere og vildere frem for at trætte kroppen.

Pludselig dukkede rockstjerner op på skateboards, pludselig stod der basketnet ved rockkoncerter og pludselig begyndte publikum at storme op på selve scenerne. Ikke for at være tættere på stjernerne, den barriere blev brudt ned med grungerockens konsekvente afvisning af den stjernerolle, som ikke mindst Nirvanas sanger Kurt Cobain havde det så svært med, at den formentlig drev ham til selvmord.

Men for at dyrke stage diving ved at kaste sig tilbage i menneskehavets viltre bølger i tro på, at nogen ville gribe én, så man ikke drønede i gulvet med muligheden for alvorlige skader.

Crowd surfing I kølvandet på det kom crowd surfing. At surfe skuldre, arme og hoveder af de andre koncertdeltagere, igen i håb om at alle hjælper til og at ingen bliver sure eller ligefrem skadede af at få en tung krop i hovedet eller nakken.

Selv om begge aktiviteter er indlysende farlige og har ført til meget alvorlige skader og dødsfald ved koncerter i USA, hvor blandt andre heavy-gruppen Pantera har modtaget sagsanlæg fra fans, der mente, at bandet skulle betale for de skader, de havde påført sig ved at springe ned i hovederne på andre, er det ikke lykkedes at stoppe nogen af dem.

Mange gange har grupper som for eksempel Pearl Jam, der sammen med Nirvana var grunge-rockens største navne, advaret mod og forsøgt at forhindre stage diving ved koncerter. Det samme har nyere bands i bølgen af rap-metal som Deftones, Korn, Limp Bizkit og Coal Chamber, der også har fænomenet med til hver koncert.

Man kan på ingen måde give Pearl Jam skylden for det, der efter alt at dømme var en hændelig, om end mareridtsagtig og ubegribelig ulykke.

Rocken har altid været vild. Også i Roskilde, hvor der i 1970erne og 80erne blev danset hidsig pogo, en ‘dans’ med rødder i punktiden, der går ud på at kaste med alt og alle og hvor mange koncerter har set langt voldsommere ud end Pearl Jams i fredags, hvor sanger Eddie Vedder med stor pædagogisk iver forsøgte at få sit publikum til at gå bagud.

‘Modern dance’ Men derfor kan ingen lukke øjnene for, at koncertkulturen er blevet dramatisk mere kropslig og ofte aggressiv. Også i takt med technomusikkens indflydelse på rocken. I techno dyrkes musikken ofte alene, i ens eget dansetrip. Tager man den isolation med sig over i rockens fællesskab, kan det blive farligt. Fordi man ikke ænser, hvad der sker omkring en. Som Lou Reed sang i Roskilde: »Doing a modern dance, you don’t know who you’re with«.

Det har ikke nødvendigvis kostet liv i Roskilde i fredags, men det er en stor del af tidens koncertkultur.

Sådan var det ikke de sidste to dage i Roskilde. Da blev lysglimtene med Lou Reed, Caleixico, Loveshop, Youssou N’Dour, Henry Rollins og især D-A-D en smuk manifestation af, at det stadig kan lade sig gøre. At mødes og nyde hinanden og det fælleskab mellem scene og publikum, som vel næppe nogensinde har været stærkere i Roskilde end ved D-A-Ds koncert, hvor der var plads til alle.

Og hvor det lykkedes for det velspillende og rent ud skrevet søde orkester at samle alle stammer og fraktioner til et flot syngende fællesskab.

Fordi vi har brug for hinanden. Det har vi også næste år, hvor vi kan satse på det spinkle håb om, at hensynet til hinanden og måske ligefrem en solidaritet mellem publikum og musikere kan vokse op af den hårde lærdom, alle tog med hjem fra festivalen i år.

Som Jesper Binzer sagde det: »Lad os gøre det meget bedre næste år«. Og næste år igen. Og det efter. Ellers kan det faktisk være lige meget. Og uanset, hvor mange sikkerhedsvagter, man sætter til at reagere på rekordtid, er det op til os selv at passe på hinanden.