Articles
Information
- Title: Pearl Jam aflyser koncert søndag i Belgien
- Source: Politiken
- Date Published: 2000-07-01
- Added to Database: 2003-05-28
Pearl Jam aflyser koncert søndag i Belgien
Den amerikanske rockgruppe Pearl Jam har aflyst en koncert søndag i Belgien, efter otte mennesker sent fredag omkom under gruppens koncert ved Roskilde Festivalen. Herman Schüremans, arrangør af Werchter rockfestivalen ved Bruxelles, oplyste lørdag, at medlemmerne af Pearl Jam fortsat er så chokerede over begivenhederne ved Roskilde Festivalen, at de har aflyst søndagens koncert i Belgien.
Dødsulykken skete lige neden for scenen, hvor Pearl Jam spillede, og i en pressemeddelelse udsendt tidligere lørdag skrev gruppen, at ulykken “forekom at være hændeligt og modbydeligt hurtigt…det giver ingen mening”.
Samtidig fastslog gruppens medlemmer, at der er absolut ingen ord, der kan udtrykke deres kvaler i forhold til forældre og øvrige pårørende til de liv, som gik tabt.
Velestimeret festival
Gruppen, der flere gange under hændelsen forsøgte at få den store menneskemængde foran scenen til at træde tilbage og give plads foran scenen, understregede, at den ikke havde forestillet sig, at der kunne ske noget sådan på en så stor og velestimeret festival som Roskilde Festivalen og udtrykte samtidig sin dybeste medfølelse med dødsofrene og deres pårørende.
Hjerteskærende scenario
“Når man siger ja til at spille ved en festival af denne størrelse og med det renommé, er det umuligt at forestille sig et så hjerteskærende scenario. Vores liv vil aldrig blive de samme, men vi ved, at det er ingenting sammenlignet med den sorg, som familier og venner til de berørte oplever. Det er så tragisk..Der er ingen ord”, skriver bandet.

















