Pearl Jams reaktion på Roskilde-tragedien

“Det forekom at være hændeligt og skete modbydeligt hurtigt”, lyder vurderingen fra det amerikanske rockband Pearl Jam, der spillede på Roskilde Festivalens Orange Scene, mens fredag aftens dødsulykke skete, og dermed oplevede hændelsen på nærmeste hold.

Dødsulykken skete lige neden for scenen, hvor Pearl Jam spillede, og i en pressemedelelse skriver Pearl Jam, at bandet endnu ikke har fået oplyst, hvad der egentlig skete, men at " det forekom at være hændeligt og modbydeligt hurtigt…det giver ingen mening".

Samtidig fastslår bandets medlemmer, at der er absolut ingen ord, der kan udtrykke deres kvaler i forhold til forældre og øvrige pårørende til de liv, som gik tabt.

Bandet, der flere gange under hændelsen forsøgte at få den store menneskemængde foran scenen til at træde tilbage og give plads foran scenen, understreger, at det ikke havde forestillet sig, at der kunne ske noget sådan på en så stor og velestimeret festival som Roskilde Festivalen og udtrykker samtidig sin dybeste medfølelse med dødsofrene og deres pårørende.

“Når man siger ja til at spille ved en festival af denne størrelse og med det renommé, er det umuligt at forestille sig et så hjerteskærende scenario. Vores liv vil aldrig blive de samme, men vi ved, at det er ingenting sammenlignet med den sorg, som familier og venner til de berørte oplever. Det er så tragisk..Der er ingen ord”, skriver bandet.

Meta

  • Source: Politiken
  • Date Published: 2000-7-1
  • Added to Database: 2003-05-28